Hvad vil I gerne besøge? Gallerier, museer, kunsthaller, kunstmesser, værksteder...

Fotografi af PUTPUT værk udstillet på Bygning A i 2022

Guidede Gallerivandringer

Nammagoriums Guidede Gallerivandringer en god måde at orientere sig på den danske kunstscene, hvis man undrer sig over hvad der sker på kunstscenen lige nu, hvor gallerierne ligger, hvem galleristerne er, hvilken slags kunst, og hvilke kunstnere gallerierne repræsenterer. I det hele taget, hvordan ’det hele’ fungerer, hvis man interesserer sig for kunst og gerne vil købe kunst.

Praktisk set fungerer en guidet gallerivandring således, at man ved bookingen vælger det område, som man lyder spændende (vi anbefaler gerne et område), hvorefter man som gruppe besøger 3-4 gallerier på 1 time og 45 minutter, sammen med en af Nammagoriums guider, som fortæller og introducerer til kunsten og gallerierne. I kan læse mere om de forskellige gallerier og områder (f.eks. Vesterbro, Kødbyen, Bredgade, St. Kongensgade, Blågårdsgade, Nordvest,...) i København herunder. 

I fald man ikke er en gruppe, men blot sig selv, ægtepar eller venner, kan man naturligvis også deltage på Nammagoriums Guidede Gallerivandringer  ved at tilmelde sig via FOF.

Læs mere om de guidede ture Nammagorium arrangerer for FOF

Guidede Museumsture

Book et guidet besøg på et af de mange smukke museer i Danmark i særudstillingerne, eller de permanente samlinger, f.eks

Louisianas Skulpturhave eller Samling, mesterværkerne fra den permanente samling på Statens Museum for Kunst, med nedslag i den danske Guldalder, den Franske modernisme, Skagensmalerne, samtidskunsten, videokunst og installation i dag, Eller kom med på Davids Samlingen og få et indblik i arabisk kunst (max 15 personer pr gruppe). Glyptoteket og de gamle Ægyptere, Romere, Grækere. Thorvaldsens liv og kunst på, ja..., Thorvaldsens Museum. Eller er I i Århus, så kan vi sammen besøge ARoS fine faste samling. I Odense, den fine Brandts Kunsthal med særudstillingerne eller den faste samling. 

 

Læs mere om de museer og kunsthaller, som vi besøger
Kunstformidler Camilla Rohde Madsen, Nammagorium Camilla Rohde Madsen, Nammagorium

Camilla Rohde Madsen

er uddannet fra SPRØK samt Kunsthistorie fra KUA, og har -siden hun var studerende - arbejdet som kunstformidler, som er en stor passion.

Camilla Rohde Madsen har siden 2011 haft et fast samarbejde med FOF København, og udbyder hver forårssæson og efterårssæson sine meget populære Guidede Gallerivandringer, Highlights på Museer samt andre kurser her. 

Kontakt os for at høre mere

"Jeg synes, det er super spændende at deltage i dine gallerivandringer. Der er en fin dialog med gallerierne og dine oplæg er velforberedte og oplysende. Du åbner mine øjne sanser når du fortæller. Jeg ser nye detaljer og en masse kunst jeg ikke kender. Meget inspirerende. 

Jeg kan også godt lide, at din tilgang er åben og usnobbet. Og så er du inddragende og lydhør over for os deltagere. Jeg er på igen næste sæson, hvis der er plads på holdet".

Pernille Fich, deltager på Guidede Gallerivandringer for FOF 

 

Foto fra Esben Weile Kjær BURN performance efteråret 2022 ©nammagorium 

Galleriområder - gallerier, værksteder

& kunstmesser

Bredgade 

Bredgade har altid været og er stadig det klassiske Galleriområde i København, hvor man på et par timer en lørdag tidlig eftermiddag eller en almindelig eftermiddag kan nå at se mange udstillinger.

 

Martin Asbæk Gallery er et smukt udstillingsrum, hvor virkelig solid dansk og international kunst præsenteres, promoveres og sælges. I 2019 har Martin Asbæk udvidet med Arden Asbæk Gallery i baghuset, hvor der fokuseres på salg af mindre dyre objekter, editioner, og kunstbøger.

 

Morten Avlskarl ligger i Bredgade 28, og har specielt fokus på international kunst, og der er her at man kan være så heldig at se bl.a. Kirsten Justesen og Sergej Jensen værker i Danmark.

 

Birch Copenhagen med fokus på samtidskunst, og tredje generation af Birch familien, med Caroline Birch som ejer, er flyttet fra Bredgade og ind i Bendixens gamle lokaler i Palægade 5.

 

I den nordlige ende af Bredgade finder vi Galerie Mikael Andersen, en af dansk kunsts Grand Old Men, som siden 1989 har haft adresse i de smukke lokaler i Bredgade 63 hvor fokus er på dansk og international samtidskunst. Det var også Galerie Mikael Andersen som stod for udsmykningen af Frederik den VIIIs Palæ på Amalienborg. 

 

Bredgade Kunsthandel eller Davies Gallery har eksisteret siden 1920’erne og arbejder med både klassisk moderne kunst samt samtidskunst. 

 

Christoffer Egelund er 2. Generations Gallerist, hvis profil er skandinavisk og international kunst, og hvor man kan møde alt fra skulptur og maleri til installationer og videokunst. 

 

Galleri MøllerWitt er flyttet fra Århus til København, helt eksakt til nummer 67 i Bredgade, og har blandt andre Malene Landgreen, Bjørn Poulsen, Anette Harboe Flensburg og Peter Maartensen tilknyttet.

 

Officinet er Danske Kunsthåndværkeres udstillingslokale, placeret i det gamle Frederiks Hospital i København med Kunstindustrimuseet som nærmeste nabo. Officinet viser skiftende udstillinger af kunsthåndværk og design.

St. Kongensgade

Tæt på Kgs. Nytorv i St. Kongensgade 3 i Baghuset ligger Galleri KANT, som med sine to smukke gallerirum hurtigt har fået placeret sig på kortet over byens bedste gallerier. Her udstilles super interessant ide båren æstetisk kunst med stor fokus på det gode håndværk. Ejerne bag er sympatiske Anna & Kerry, som tidligere drev Galleri KANT på Fanø og i Esbjerg. 

 

Lidt længere nede af gaden ligger Galleri Benoni som viser dansk og international kunst og alt fra street art til minimalisme.

 

InTheGallery i Dr. Tværgade er et galleri, som først og fremmest fokuserer på fotografi.

 

I nummer 50 ligger TABLEAU (stammer fra det franske ‘tableaux’, som er et andet ord for scene) TABLEAU er et galleri, et designbrand og en blomsterforretning. Galleriet er sat i verden for at skabe og fremvise nye og innovative objekter til blomster, som iscenesættes og fremstilles på helt nye måder. Kunstnere og designere, som udstiller i TABLEAU, bliver alle bedt om at forholde sig til blomster eller andre arter inden for den botaniske verden. På den måde skabes et bibliotek over unikke og specialfremstillede objekter til galleriet. TABLEAU ligger også i Grønnegade, hvor der er kontor og showroom med fokus på funktionel kunst.

Esplanade området

Alice Folker Gallery, et galleri med hovedfokus på nye talenter og nye kunstnere fra danske og udenlandske kunstakademier, er ligeledes flyttet til området i - Esplanaden 14. Talentmassen er massiv, og Alice Folker ønsker at præsentere dette for sit publikum. Galleriets koncept giver en temmelig enestående chance for, at samlere kan erhverve sig værker af kunstnere, som Alice Folker mener at være på randen af et gennembrud. Galleriet ønsker også at åbne kunstscenen op for nye samlere, da målet er værker i et prisklasse, hvor flere kan være med.

 

Galleri Weinberger Schandorff  I 1987 blev Galleri Weinberger etableret i Valkendorfsgade 13 i København. Her holdt galleriet til i godt 30 år, og repræsenterede hovedsageligt international samtidskunst og moderne dansk kunst. Specielt spændingsfeltet mellem det abstrakt ekspressionistiske og konkrete arbejder har fyldt en overvejende del af galleriets fokusområde op gennem årene.

I 2019 blev galleriet relanceret under navnet Galleri Weinberger Schandorff. Galleriet har fortsat et skarpt fokus på det konkrete og abstrakt nonfigurative arbejder fra nyere tid og frem til i dag. Galleriet beskæftiger sig primært med billedkunst af europæiske og amerikanske kunstnere.

Galleriet vil løbende afholde udstillinger på adressen på Esplanaden 8D, samt medvirke på kunstmesser i ind- og udland.

 

Galleri Maria Friis er endnu et galleri der har føjet sig til de mange nye gallerier i København indenfor de sidste par år. Maria Friis har samlet på kunst siden 2012, hvor hun opdagede billedkunstens enorme inspirationsmuligheder. Man kan vist uden at overdrive kalde hende for Danmarks største kvindelige kunstsamler, for hun ejer en imponerende samling af toneangivende samtidskunst. Hun har i næsten tyve år solgt luksus-lingeri i sin butik Fogal, der indtil for et par år siden lå i forlængelse af Hotel d’Angleterre på hjørnet af Ny Østergade og Kgs. Nytorv. Siden har hun flyttet sin butik til en forretning på St. Kongensgade 116B, der nu åbner som galleri. Der er højt til loftet og en næsten sakral stemning i rummet.

 

Collaborations by Tania & Thomas Asbæk er en rådgivningsvirksomhed, der præsenterer egne udstillinger i samarbejde med gode venner. Gennem deres mangeårige rådgivningsarbejde har Tania & Thomas etableret samarbejde med en lang række rigtig gode internationale gallerier og kunstnere. Formidlingen af kunsten hos Tania & Thomas er i top på forståelig og givtig vis, og man kommer altid derfra med en dybere forståelse og glæde ved kunsten.

Borgergade området

Etage Projects som åbnede i 2013 er et superfint galleri, med fokus på unika design, hvor kunstnere kan viser udstillinger af undersøgende karakter indenfor kunst, design, arkitektur og hvor der bliver lagt stor vægt på formidlingen overfor publikum. 

 

Galerie Pi viser 10 udstillinger årligt med dansk og international kunst, og har et superfint lille permanent rum med værker i lille format til gode priser. 

 

Vidunderlige TABLEAU i Grønnegade er inde i ind lille baggård, med den skønne Julius fokuserer på funktionel kunst - borde, stole, lamper, vaser mm.

 

Galleri Susanne Ottesen i Gothersgade overfor Kongens Have er blandt de mest imponerende gallerirum i København og åbnede tilbage i 1983. Her vises STOR dansk og international kunst. 

Holbergsgade

Caroline Bøge er med 2112 flyttet til Holbergsgade 20. Bøge åbnede 2112 i 2016 som 2112 Art Advisory på et kontor i hjertet af København. I 2019 flyttede Bøge for at åbne et showroom i Birkedommervej 31 i Nordvest. 2112 har en hybrid struktur, der involverer rådgivning, agentur, samarbejder og udstilling på adressen.

 

I Peder Skrams Gade finder vi Galleri SPECTA, som ejes af Gitte Johannesen og som har eksisteret siden 1987, hvor galleriet blev grundlagt af Else Johannesen. SPECTA repræsenterer kunst, der både er konceptuel, af høj kvalitet og også med meget humor. Blandt de altid gode kunstnere er bl.a. Anders Bonnesen, Poul Pedersen, Peter Holst Henckel, Johannes Sivertsen, Svend-Allan Sørensen og Ellen Hyllemose. 

 

Hans Alf Gallery har udvidet sit udstillingsrum med det dobbelte kvadratmeterantal i Holbergsgade 8, og her finder man maskulin kunst som omfavner de store følelser i livet og ikke mindst døden. Med kunstnere som bl.a. Jørgen Haugen Sørensen, Christian Lemmerz, Erik A. Frandsen og norske Fredrik Raddum er niveauet sat. 

 

Pr 1. marts 2024 udvider Nils Stærk med et ekstra udstillingsrum i Holbergsgade 17C, i Marie Kirkegaard gamle gallerilokaler.

 

Udstillingsstedet Q drives af de studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Udstillingsstedet Q er Kunstakademiets demonstrationslokale, hvor de studerende kan teste og præsentere deres arbejde. (Husk altid at ringe og lave en aftale i forvejen).

CHART Art Fair på Charlottenborg

CHART | ART FAIR er den ene af Københavns to kunstmesser. Kunstmessen præsenterer gallerier for samtidskunst i Norden, nærmere bestemt 35 udvalgte gallerier fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.

 

I Kunsthal Charlottenborgs smukke lokaler kan de udstillende gallerier opleves side om side i stedet for på enkelt-stande, i en projekt-baseret præsentation. Messens arkitektur er således inspireret af ideen om en gruppeudstilling og har til hensigt at skabe et behageligt udstillings flow både for samlere og publikum.

 

CHART programmet også på adskellige paneldiskussioner, designet til at undersøge den uigennemsigtighed omkring kunst, som mange opfatter som en barriere. Paneldiskussionerne vil derfor tage fat på nogle af de forskellige måder, hvorpå man kan rådgive f.eks førstegangssamlere, så de får en rigtig god start på deres liv med kunst. CHART Bogmessen vender tilbage for tredje gang, og endelig præsenterer CHART en kurateret udstilling med værker i en overkommelig prisklasse fra de deltagende gallerier.

 

CHART ART FAIR ligger altid sidste weekend i august, så i 2024 er det weekenden 29. august - 1 september. CHART blev grundlagt i 2013 af gallerierne Galleri Susanne Ottesen, Galleri Bo Bjerggaard, V1 Gallery, Andersenʼs og David Risley Gallery.

 

Vi plejer altid at arrangere guidede ture på CHART, så hvis du er interesseret, så skriv til os:

Skriv til os, hvis du gerne vil med på en guidet omvisning på CHART Art Fair 2024

Indre By

Bianca d’Allessandro – tidligere under navnet Peinture et Sculpture og Christian Andersen ligger på Frederiks Holms Kanal og byder på et konceptuelt program af nordisk malerisk kunst.

 

I bærbart sælger Trine Trier både egne og nogle få udvalgte designeres smykker. Fokus er på eksklusivt, elegant og gennemarbejdet smykkedesign – med et twist eller to. Tidligere husede lokalerne det prestigefyldte Galleri Metal, hvor dansk smykkekunst for alvor blev båret frem i lyset. Dén tradition bærer jeg videre på adressen – og derfor er der også fortsat smykkeudstillinger i bærbart.

 

Goldfingers i Klosterstræde 18 er et internationalt galleri og butik for moderne smykkekunst og designsmykker. Stedet er grundlagt af guldsmed Janne Krogh og Karl Ejnar Nybo, der har deres eget værksted nedenunder. Goldfingers har regelmæssigt solo- og gruppeudstillinger. Goldfingers repræsenterer nogle af tidens mest spændende smykkekunstnere fra Danmark og udlandet. 

 

Politikens Forhal er et udstillingsrum for den allernyeste danske samtidskunst i Politikens Hus på Rådhuspladsen. I efteråret fra slutningen af oktober 2020 udstiller blandt andre Hesselholdt og Mejlvang.

 

Siden 1996 har Mette Saabye designet smykkekollektioner og udført kunstneriske projekter, der er udstillet og distribueret af et bredt udvalg af gallerier og museer i ind- og udland. I sit arbejde som designer og smykkekunstner er Mette dedikeret til at udforske og skubbe smykker som et koncept og dets potentiale som et kropsrelateret objekt. Hun udfordrer religiøst forståelsen af ​​smykkets funktionalitet, værdi, æstetiske egenskaber og kommunikative potentiale.

 

Ved Vandkunsten har Mette WORM åbnet butik for grafisk kunst, som virkelig er et besøg værd. Grafiske værker fra Niels Borch, Printers Proof, og hvad Mette ellers finder andre steder.

 

Clausens Kunsthandel & Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel er flyttet fra Nyhavn til Studiestræde 14, 1.sal, har eksisteret siden 1953 og har blandt andet dannet ramme om ‘Det Hemmelige Akademi’, samt vist en uendelig række af gode udstillinger. 

 

I Skindergade 5 ligger Galleri Tom Christoffersen, som siden 2002 har udstillet samtidskunst. Galleriet samarbejder med både kuratorer, samlere og andre gallerier og repræsenterer både nye, etablerede og afdøde danske og internationale kunstnere. Galleriet er kendetegnet ved en bred og eksperimenterende profil, og viser et bredt udbud af medier og kunstneriske tilgange. 

Nansensgade

Nansensgade er udover at være en superhyggelig gade, også stedet hvor man finder Format Art Space, ejet af dejlige Anne Riber. Format er et kunstrum, dedikeret til værker i oplag, der eksperimenterer med medie og materiale – herunder original grafik, 3D- printet skulptur, video, animation, tegneserier mm, og som prismæssigt også er meget fornuftigt.

 

Schäfer Grafik ligger i nr. 43, hvor man også kan se og købe grafiske værker af Lemmerz, David Schrigley, Jens Birkemose, Knud Odde, Kvium m.fl. 

 

SixtyEight flyttede i begyndelsen af marts 2017 til Gothersgade 167, er et non-profit udstillingssted, der fokuserer på at udstille yngre udenlandske kunstnere sammen med yngre danske kunstnere, for at skabe netværk og indlede en dialog mellem den moderne kunstscene i København og andre kunstscener i Europa og længere væk.  

Nørrebro

Blågårdsgade har tidligere været associeret med meget andet end kunst, men med Bricks Gallery, Limited Works og mange andre charmerende steder, er gaden virkelig et besøg værd. 

 

Bricks Gallery blev grundlagt i 2019 af Morten Halborg-Møller i København. Galleriet arbejder med en blanding af nye kunstnere og kunstnere i midten af ​​karrieren i alle medier og henvender sig til et bredt publikum af både erfarne samlere såvel som nysgerrige nytilkomne.

Bricks drives ud fra den grundlæggende idé om, at kunst kan skabe værdi og mening for alle, især i en atmosfære, der er fordomsfri og ikke-dømmende. Galleriet ligger i Blaagardsgade i det pulserende kvarter på Nørrebro og i samme lokaler finder du Limited Works - galleriets søsterbutik, der har specialiseret sig i grafik og originale papirer.

 

Limited Works er en webshop, en butik i Blågårdsgade og et forlag. Siden 2011 har vi beskæftiget os med grafik, originale værker på papir, bøger, zines og begrænsede serier af andre kunstgenstande. Vi samarbejder med en mangfoldig gruppe af danske og internationale kunstnere. Limited Works blev skabt ud fra ideen om, at alle skulle have råd til kunst af høj kvalitet. Limited Works er søsterbutik til Bricks Gallery.

 

I Ryesgade 5 ligger SKITSE som giver et unikt indblik i aktuelle billedkunstneres arbejdsprocesser. Fra butikken og webshoppen sælges de skitser, som kunstnerne har arbejdet med forud for et værk eller materiale fra deres kunstneriske udviklingsproces. Det kan være alt fra unikke stregtegninger til farveprøver og testskud. SKITSE åbner op for, at flere kunstarter kan afsætte deres kunst og gør f.eks. kunstarter som performance og videoinstallation, der ikke før har egnet sig til salg til private, tilgængelige ved også at sælge materiale og merchandise fra kunstbegivenhederne. Emilie Kjær, som er billedkunstneruddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, er initiativtager til SKITSE og ArtBooking og fungerer som daglig leder af begge.  

 

I et lille og meget oplyst lokale ved det befærdede lyskryds, hvor Rantzausgade møder Griffenfeldsgade, ligger galleriet OTP Copenhagen. Her forsøger britiske Oscar Gilbert at lokke danskerne ind fra gaden med anderledes, turbulent og international kunst.

 

Sharp Projects på Blegdamsvej 38, blev grundlagt i 2021 af den amerikanske uafhængige kurator, Ilethia Sharp. Sharp Projects er et samtidskunstgalleri og kuratorisk projektrum med internationalt fokus.

 

På Ydre Nørrebro finder vi Lagune Ouest, som blev grundlagt af Nikolaj Stobbe i 2021 med ambitionen om at skabe nye udstillings- og karrieremuligheder, primært for lokale kunstnere. Galleriet lægger vægt på kuraterede udstillinger og har til formål at forstærke og etablere stemmerne fra en ny generation af kunstnere. Bemærk, at Lagune Ouest ligger på Tagensvej 85 i kælderetagen under Netto, adgang via dørtelefon og elevator. På samme adresse ligger også udstillingsrummet Vermillion Sands, som er lokal og international samtidskunst drevet af kunstneren og kuratoren Kevin Malcolm.

Vesterbro & Carlsberg

Et nyrenoveret rum på Vesterbrogade 183 huser guldsmedene Hongxia Wang og Kim Buck, og med årtiers erfaring arbejder guldsmededuoen frit med deres tilgang til guldsmedearbejde efter form, sammensætning og materialer. Erfaringen fra begge omfatter også undervisning på forskellige uddannelsesinstitutioner og udstillinger i Danmark og globalt. 

 

Pilipczuk Gallery på Vesterbrogade 161 er et nyetableret galleri på Vesterbrogade 161, der byder på solo- og gruppeudstillinger, kunstsaloner og skræddersyede pop-up arrangementer. Fokus er at repræsentere nye kvindelige kunstnere primært fra Østeuropa. 

 

Rundt om hjørnet fra Wang & Buck, i Carlsberg byen, har von Bartha lige åbnet galleri. Galleriet ligger på Pasteursvej 8 i en unik bygning i Carlsberg-området, hvor man tidligere bryggede Carlsberg-øl. Bygningen var en del af porten, der gav adgang til bryggeriet og blev bygget i 1883. Den indeholder et fyrtårn, som fortsætter von Barthas tradition for at arbejde i unikke arkitektoniske rum. von Bartha har en tankstation udenfor deres Basel-galleri (som har til huse i en tidligere garage), og et fyrtårn i København! Det nye rum kommer til at byde på 75 kvadratmeter udstillingsplads og en udendørs gårdhave med skulpturer. I bygningen er der ét stort lokale, som skal fungere som udstillingsrum og et separat hyggeligere lokale, som vi skal bruge som showroom. Fyrtårnet er selvfølgelig meget spændende at arbejde med, men også ret smalt – men der er bestemt også et potentiale for projekter på dette område. I forhold til Basel, får rummet en helt anden æstetik og størrelse.

 

Brigade er et samtidskunstgalleri på Vesterbrogade 75, der promoverer international samtidskunst og søger at skabe dialog og udveksling af ideer på tværs af et væld af platforme. Brigade opererer primært fra sit galleri i København, Danmark og sit residens i Havana, Cuba, og søger altid efter repræsentationer og samarbejder, der udvider opfattelsen af, hvad kunst kan være og gøre. På grund af Brigades fokus på at lade sine kunstnere eksperimentere og udvide deres praksis, er udstillingsprogrammet ikke let at opsummere, men udgør derimod en bred vifte af felter i dialog med hinanden.

 

Ekely i Istedgade 51C handler med original grafik, kunstbøger og keramik og en række kunstrelaterede genstande. Ekely arbejder med en bred vifte af nationale og internationale kunstnere og kunsthåndværkere. Butikken er vært for forlagsreceptioner, udstillinger og andre kunstrelaterede arrangementer.

 

Formation Gallery åbnede i januar 2022 på Gasværksvej 9 som ene del af et gallerikollektiv, men nu er Gas9 flyttet (hedder nu Wilson Saplana Gallery). Anne Riber fra Formation har allerede Format Artspace i Nansensgade, og Formation Gallery bliver en forlængelse heraf, men en lille håndfuld nye kunstnere vil også komme til. 

 

Wilson Saplana Gallery er flyttet til hippe Vesterbrogade 6C ved siden af Døgnapoteket overfor Hovedbanegården. Christina Wilson ejede tidligere det nu lukkede Galleri Christina Wilson på Esplanaden og på Islands Brygge i København, og har i de mellemliggende år arbejdet med kunstnerrådgivning for Bikuben fonden og Statens Kunstfond. Nu har hun slået sig sammen med Nanna Saplana og fokuserer med galleriet på at udstille visionære kunstnere og præsentere eksperimentelle udstillinger af høj kvalitet, som de tror på kompromisløst.

 

Rundt om hjørnet fra Wilson Saplana i Buen på Vester Farimagsgade 6D ligger palace enterprise, som ønsker at præsentere en gruppe af kunstnere på tværs af generationer. Det gælder for de fleste af kunstnerne som vil blive præsenteret, at de alle er internationalt anerkendte med udstillinger på flere store institutioner rundt om i verden, mens de i Danmark, mangler en mere lokal forankring – og det er denne forankring, som vi ønsker at bidrage med. Herudover vil udstillingsstedet have fokus på dele af den lokale danske scene, hvor udstillingsstedet gerne vil hjælpe lokale kunstnere til at opnå større eksponering på den internationale scene. Udstillingsstedet drives af Gitte Skjødt Madsen.

 

CCC Gallery For to år siden åbnede billedkunstner Simon Rasmussen det københavnske udstillingssted C.C.C. Projects med en duoudstilling med Jens Hüls Funder og Albert Mertz. Nu udstiller Funder atter i kælderlokalet på Vesterbro, men efter 13 udstillinger er projektrummet nu blevet til kommercielt galleri i Haderslevgade 43 med repræsentation af 11 kunstnere.

ENTER ART FAIR 2024

Enter Art Fair kommer også i 2024, sidste weekend i august, 29. august - 1. september,  til at være på Lokomotivværkstedet lige ved siden af København Hovedbanegård og også meget tæt på Kødbyen. Bygningen er en gammel råfabrik og har tidligere været brugt til vedligeholdelse af de danske lokomotiver.

 

Den 6. udgave af Enter Art Fair byder velkommen til ca. 85 gallerier og deres kunstnere i kuraterede præsentationer, der alle vil blive godkendt af en international udvælgelseskomité. 

Skriv til os, hvis du gerne vil med på en guidet omvisning på ENTER Art Fair 2024

Camilla er en kunstformidler med et skarpt øje for kunstnerens kvalifikationer, og hun er god til at sætte ord på og til at åbne en dialog om fortolkningen af det enkelte kunstværk. Men hun er også en erfaren pige, der giver et spændende indblik i galleriverdenen og de mekanismer, den forretningsmæssigt bygger på. Hun er rigtig god at lytte til for enhver, der måtte have planer om at købe kunst.

- Birgitte & Edib Hansen

Kødbyen

I Hvide Kødby finder man V1 Gallery - hipster galleriet, der tog street art fra gaden og ind i gallerirummet, med mange velrenommerede danske og international navne, som brødrene Troels & Asger Carlsen, Rose Eken, Jacob Holdt, Julie Nord og Wes Lang. Folkene bag V1 Gallery i Kødbyen i København har også åbnet søstergalleriet Eighteen – et selvstændigt udstillingsrum med sin egen profil. Det nye galleri ligger i Slagtehusgade i Grå Kødby.

I marts 2024 åbnede V1 Gallery med et nyt stort gallerirum i Slagtehusgade 44D.

 

Gether Contemporary ligger ved siden af V1 Gallery og har ved super sympatiske og den meget vidende Sophus Gether en super fin profil med fokus på konceptuel og medieeksperimenterende kunst med bl.a. Astrid Myntekær og Birk Bjørlo. 

 

Galleri Bo Bjerggaard repræsenterer de tunge drenge i dansk og international kunst med Tal R, John Kørner, Per Kirkeby, Jonathan Meese, Baselitz og Sigmar Polke på visitkortet. 

 

Gallery Poulsen repræsenterer det figurative med vægt på den håndværksmæssige kunnen, og efterhånden er galleriet næsten udelukkende stald for amerikanske kunstnere. Galleriet er flyttet fra Hvide Kødby til nye og flotte lokaler i Brune Kødby. 

 

Fotografisk Center er ligeledes i Brune Kødby, i Bygning 55, Staldgade 16. Fotografisk Center er en forening, grundlagt af Kulturby 96 og Københavns Kommune i 1996. Fotografisk Centers primære formål er, at udbrede kendskabet til og interessen for fotografi – fra billedkunst til fotojournalistik. Fokus ligger på samtidigt kunstfotografi.

 

Efter den guidede tur, er der rig mulighed for at sætte sig og nyde en øl og spise en bid mad på et af de mange charmerende steder i Kødbyen.

NordVest området

NordVest området blev et galleri rigere, da Andersens Contemporary i januar 2022 åbnede nyt gallerirum på Rentemestervej 49. Andersens Contemporary påbegyndtes som et Projektrum i Berlin, oprindeligt Andersens Wohnung - og var udtænkt af danske kunstner Claus Andersen og tyske kunstnere Thilo Heinzmann og Anselm Reyle. På Andersens Contemporary møder man kunstnere, hvis værker er et møde imellem kunst, kultur og moderne politiske strømninger, bl.a. stjerneskuddene Esben Weile Kjær og Christian Falsnaes.

 

Blandt naboerne findes en moske, Ungdomshuset, det smukke biblioteket på Rentemestervej med udsmykninger af Husk Mit Navn, HF Centret med stor udsmykning af FOS, og ellers en masse studios, hvor kunstnere, designere, musikere og filmfolk arbejder. Projektrummet Camp i Trampolinhuset, som har fokus på migrationsproblematikker, ligger rundt om hjørnet.

 

I foråret 2017 flyttede både Stærk & Wallner fra Carlsberg til Glentevej 47, i superflotte nyistandsatte lokaler, kun 6 minutters cykeltur eller 20 minutters gåtur fra de andre gallerier i Nordvest. 

 

Nicolai Wallner, eneste dansker, som i 2009 var på Art Reviews liste over verdens mest magtfulde mennesker i kunstbranchen med top kunstnere, som Dan Graham, David Shrigley, A Kassen, Jesper Just, Jeppe Hein, EB Itso m.fl. 

 

Nils Stærk Galleri viser både up coming og meget etablerede danske og international kunstnere, som f.eks. FOS, Michael Kvium, Superflex, Torbjørn Rødland, Eduardo Terrazas m.fl.

Frederiksberg

På Frederiksberg ved andedammen bag Rådhuset ligger Møstings Hus, som årligt viser 6-8 udstillinger. Der præsenteres både kunstnere, der har været en del af kunstscenen i en årrække samt unge up-coming kunstnere. Udstillingerne dækker et bredt spekter af udtryksformer fra maleri, fotografi og video til skulptur og installation.

 

Oblong på Maglekildevej 18 kld t.v., er en platform for den moderne fotoscene i Danmark. Med fokus på fotografi og film, omfatter programmet udstillinger, artist talks, workshops, filmvisninger med mere. Oblong er et udstillingssted drevet af den britiske kunstfotograf, Jonathan Lieb.

 

Galleri Oxholm med super sympatiske gallerist Kim Jørgensen ligger på Pile Allé 25. Han fokuserer på det figurative både indenfor maleri og skulptur.

 

Galleri Lorien ligger på Frydendalsvej 31, og er ejet af Tina Lorien, som er et festfyrværkeri at besøge. 

 

På Frederiksberg Allé 45 ligger Glas, ejet af Jason Svendsen som i de sidste 22 år har arbejdet som glaspuster. Her kan man få en unik mulighed for at se ham arbejde med glas i store og små størrelser. Han er uddannet hos Kosta Boda i Sverige i 1991, og har gennem tiden pustet glas i København, Ebeltoft, Vesterhavet og New Zealand. 

 

På Værnedamsvej ligger HannemannLund, som er et arbejdende værksted og udstillingsrum, der som oftest viser værker af Hannemann & Lund. 

 

KontorProjects er et Projektrum, som i varierende grad viser udstillinger af yngre danske og internationale samtidskunstnere, meget ofte med fokus på fotografiet. Hold øje med deres hjemmeside for udstillinger.

Niels Borch Jensen Gallery & Editions

Kom med på værkstedsbesøg på Amager og lær mere om grafikkens verden. Vi besøger Niels Borch Jensens magiske værksted – et af verdens bedste og største. Her arbejder man med gamle komplicerede grafiske teknikker som kobbertryk, træsnit, linoleumssnit og fotogravure. 

 

Det er muligt at opleve trykkerne / Master Printers »in action« ved maskinerne og se og høre nærmere om nogle af de forskellige værker, priser på grafik, og hvad betydningen er af de mange forskellige betegnelser, man kan finde skrevet på grafiske værker, som f.eks. ap, eg, pp. 

 

Niels Borch Jensen Værksted for Kobbertryk har siden 1979 i samarbejde med en lang række kunstnere fra ind- og udland fremstillet originalgrafik. Værksted for Kobbertryk arbejder med forskellige grafiske teknikker, de fleste bygger på århundrede gamle traditioner: Kobbertryk, træsnit, linoleumssnit og fotogravure. Det er vidt forskellige teknikker hvad angår materialer, processer og udtryk – fælles er omstændige og dyre trykteknikker, der kræver de dygtigste håndværkere. Et grafisk tryk er selve originalen – og ikke en reproduktion eller aftryk af et originalt kunstværk. Der trykkes fra plader lavet af kunstneren og altid i små oplag på mellem 10-25 stk. Alle tryk er nummereret og signeret af kunstneren.

 

Niels Borch Jensen har opnået stor international anerkendelse for sin kombination af faglige kompetencer, en kompromisløs holdning til kvalitet og evne til at samarbejde med kunstnere.

 

Værkstedet har blandt andre arbejdet med:

Per Kirkeby, Danh Vo, Elmgreen & Dragset, Morten Schelde, Erik A. Frandsen, Alexander Tovborg, Preben Hornung, Nils Erik Gjerdevik, Trine Søndergaard & Nikolaj Howalt, Per Bak Jensen, Superflex, Tal R og John Kørner. Fra udlandet kan nævnes: Georg Baselitz, Olafur Eliasson, Damien Hirst, Tacita Dean, Thomas Demand, Douglas Gordon, Keith Haring, Jörg Immendorf, Rosemarie Trockel, Carsten Höller, Al Taylor, Clay Ketter, Martin Kippenberger, Rodney Graham.

Edition Copenhagen på Christianshavn

Kom med på litografisk værkstedsbesøg og lær mere om stentryk.

 

Vi besøger Edition Copenhagens magiske værksted på Christianshavn. Værkstedet har eksisteret siden 1959, og er blandt verdens bedste og største. Her arbejder man med litografiske tryk (stentryk), som er en teknik, der stammer tilbage fra det 18. århundrede.

 

Ud over at være et grafisk værksted, er det også et rammeværksted, hvor du kan få superbe vejledmning udi hvilken ramme du skal vælge til dit grafiske værk, tegning, maleri eller fotografi.

 

Printers Proof i Valby

I 2013 startedePrinter's Proof - et værksted for kobbertryk, forlag og galleri. Atelieret startede sin drift i en lille kælder i Valby beliggende i den sydvestlige del af København, men kort efter flyttede OLga & Kell på grund af pladsmangel til Håndværksbyen til en et-etagers rækkehus, fra 1953, tegnet af den danske arkitekt Ole Vinter.

 

I dag er Printer's Proof en inkubator for innovation og kreativitet. Siden etableringen af ​​grafikstudiet har PP arbejdet med Arturo Herrera, Erin Lawlor, Anette Harboe Flensburg, Ruth Campau, Morten Schelde, Lea Porsager, Ditte Ejlerskov, Kaspar Oppen Samuelsen, Mette Winckelmann, Nicolai Howalt og Morten Buch for blot at nævne nogle få.