Nammagoriums Guidede Gallerivandringer

Nammagoriums Guidede Gallerivandringer en god måde at orientere sig på den danske kunstscene, hvis man undrer sig over hvad der sker på kunstscenen lige nu, hvor gallerierne ligger, hvem galleristerne er, hvilken slags kunst, og hvilke kunstnere gallerierne repræsenterer. I det hele taget, hvordan ’det hele’ fungerer, hvis man interesserer sig for kunst og også gerne vil i gang med at købe.

Praktisk fungerer en guidet gallerivandring således at man ved bookingen vælger det område, som man lyder spændende - (vi anbefaler gerne et område), hvorefter man som gruppe besøger 3-4 gallerier på 1 time og 45 minutter, sammen med en af Nammagoriums guider, som fortæller og introducerer til kunsten og gallerierne.

Læs herunder om de forskellige galleriområder i København

NIls Stærks nye sted i NV kvarteret. Foto: Nammagorium

Nordvest

I Nordvest kvarteret i en stor nyistandsat industribygning, finder vi David Risley Gallery sammen med et af byens yngre gallerier, Christian AndersenGallerierne og galleriernes kunstnere fået markant flere kvadratmeter og markant højere til loftetefter at være flyttet ud til Nordvest. David Risley, der startede sit galleri i London og flyttede til København, er en gallerist, der også ofte blander kunst og musik, og som har en profil, der pendulerer mellem det farverige og figurative på den ene side og mere konceptuelle kunstnere på den anden. Derudover har han iværksætteri i blodet, han har bl.a. været med til at starte messen ZOO op i sin tid i London, og siden Chart på Charlottenborg. Christian Andersen har som gallerist specialiseret sig i kunst med et cool postkonceptuelt og postminimalistisk tilsnit. Heldigvis er han fantastisk sød og dygtig til at formidle sine udstillinger, så man kan altid bede ham om at fortælle om den aktuelle udstilling.

Ovenpå gallerierne ligger Montys Studio eller Atelier, som har karakter af projektrum/legeplads, med udstillinger, croquis kurser, musik events, og styret af Monty Emil Freddie, ung sympatisk fotograf, som arbejder både med fotografiet kommercielt og kunstnerisk.

Blandt naboerne findes en moske, Ungdomshuset, det smukke biblioteket på Rentemestervej med udsmykninger af Husk Mit Navn, HF Centret med stor udsmykning af FOS, og ellers en masse studios, hvor kunstnere, designere, musikere og filmfolk arbejder. Projektrummet Camp i Trampolinhuset, som har fokus på migrationsproblematikker, ligger rundt om hjørnet. 

I foråret 2017 er både Stærk & Wallner flyttet fra Carlsberg til Glentevej 47, i superflotte nyistandsatte lokaler, kun 6 minutters cykeltur eller 20 minutters gåtur fra de andre gallerier på Bispevej i Nordvest. Nicolai Wallner, eneste dansker, som i 2009 var på Art Reviews liste over verdens mest magtfulde mennesker i kunstbranchen med top kunstnere, som Dan Graham, David Shrigley, A Kassen, Jesper Just, Jeppe Hein, EB Itso m.fl. Nils Stærk Galleri viser både upcoming og meget etablerede danske og international kunstnere, som f.eks. FOS, Michael Kvium, Superflex, Torbjørn Rødland, Eduardo Terrazas m.fl.

Vue fra Copenhagen Contemporary (CC). Foto fra CCs hjemmeside.

Papirøen

PAPIRØEN ER LUKKET - Vi afventer at høre nærmere om CC, som måske åbner på Refhaleøen i 2018. Læs mere her

Copenhagen Contemporary (CC) er en selvejende institution stiftet i 2015, der arbejder for at skabe et internationalt center for nutidskunst og kulturelle oplevelser i København.

CC har fået mulighed for at åbne med et halvandet års pilotprojekt ved at leje 3.400 m2 af de tidligere papir­haller på Papirøen i Københavns inderhavn ved siden af Operaen og overfor Skuespilhuset og Nyhavn. Fra den 30. juni 2016 til udgangen af 2017 vil hallerne blive omdannet til et sted for skiftende udstillinger med kunstnere, der alle har fået stor international opmærksomhed. I samarbejde med eksterne aktører som bl.a. Copenhagen Street Food og Copenhagen Art Week vil CC med udstillinger af nutidens kunst, aftenåbent, café og aktiviteter inde såvel som ude på Papirøens havneområde søge at skabe et åbent og afslappet samlingssted for folk i alle aldre.

Med nutidskunsten er der opstået et behov for udstillingsrum, der giver plads til også at vise de teknisk- og pladskrævende formater: store kunstinstallationer af lys, lyd og bevægelse, skulpturelle landskaber, performance og monumental videokunst på mange skærme. Gennem de seneste årtier er der rundt omkring i verdens storbyer åbnet nye kunstinstitutioner til denne nye kunst; institutioner som Palais de Tokyo i Paris, BALTIC Art Center i Newcastle, Tate Modern i London, Hangar Biccoca i Milano og MoMA PS1 i New York, som CC henter sin inspiration fra. CC’s mål er at skabe et sådant tidssvarende internationalt center for det 21. århundredes store kunst i Danmarks hovedstad.

Den 30. juni 2016 åbnede CC med Yoko Ono på kajkanten, og indtil videre har det været et fyrværkeri af helt urtlige udstillinger af høj international standard: Carsten Nicolai, Bruce Nauman, Ragnar Kjartansson og Celeste Boursier Mougenot. Forhåbentligt åbner CC succes Københavns Kommunes øjne for behovet for et udstillingssted af denne kaliber i midten af København.

Nammagorium på besøg hos Gether Contemporary i Kødbyen.

Kødbyen

Kødbyen er et af de nyere Galleriområder, der er opstået i København. Galleri Poulsen repræsenterer det figurative med vægt på den håndværksmæssige kunnen, og efterhånden er galleriet næsten udelukkende stald for amerikanske kunstnere. Galleriet er flyttet fra Hvide Kødby til nye og flotte lokaler i Brune Kødby. Fotografisk Center er ligeledes i Brune Kødby, i Bygning 55, Staldgade 16. Fotografisk Center er en forening, grundlagt af Kulturby 96 og Københavns Kommune i 1996. Fotografisk Centers primære formål er, at udbrede kendskabet til og interessen for fotografi – fra billedkunst til fotojournalistik. Fokus ligger på samtidigt kunstfotografi.

V1 Gallery er hipster galleriet, der tog street art fra gaden og ind i gallerirummet, med mange velrenommerede danske og international navne, som brødrene Troels & Asger Carlsen, Jacob Holdt, Julie Nord og Wes Lang. Folkene bag V1 Gallery i Kødbyen i København har også åbnet søstergalleriet Eighteen – et selvstændigt udstillingsrum med sin egen profil. Det nye galleri ligger i Slagtehusgade i Grå Kødby. Gether Contemporary ligger ved siden af V1 Gallery og har en fin profil med bl.a. Birk Bjørlo. Galleri Bo Bjerggaard repræsenterer de tunge drenge i dansk og international kunst med Tal R, John Kørner, Per Kirkeby, Jonathan Meese, Baselitz og Sigmar Polke på visitkortet. 

Nammagorium på besøg hos Andersens i Amaliegade

Amaliegade

I Amaliegade 40 har Andersen Contemporary har åbnet et smukt gallerirum i en meget stor herskablejlighed, hvor galleriets kunstnere udstiller. Galleriet ligger også stadig med smukt lokale i Bredgade 28. Andersen Contemporary påbegyndtes som et Projektrum i Berlin, oprindeligt Andersens Wohnung - og var udtænkt af danske kunstner Claus Andersen og tyske kunstnere Thilo Heinzmann og Anselm Reyle. På Andersens Contemporary møder man kunstnere, hvis værker er et møde imellem kunst, kultur og moderne politiske strømninger. Og ligeledes i Amaliegade 6 finder vi det nyåbnede Sunday-S Gallery, som giver mulighed for at besøge gallerirummet på udvalgte søndage. Initiativtagerne til Sunday-S Gallery er samleren Peter Ibsen og Århus galleriet Jacob Bjørn, som dermed får tilstedeværelse i hovedstaden. Profilen er ultra stramt og meget minimalt.

Nammagorium på besøg hos Galerie Mikael Andersen i Bredgade

Bredgade - tæt på Esplanaden

Bredgade har altid været og er stadig det klassiske Galleriområde i København, hvor man på et par timer en lørdag tidlig eftermiddag kan nå 10 udstillinger.

I den nordlige ende af Bredgade finder vi Galerie Mikael Andersen, en af dansk kunsts Grand Old Men, som siden 1989 har haft adresse i de smukke lokaler i Bredgade 63 hvor fokus er på dansk og international samtidskunst. Det var også Galerie Mikael Andersen som stod for udsmykningen af Frederik den VIIIs Palæ på Amalienborg. Bredgade Kunsthandel har eksisteret siden 1920’erne og arbejder med både klassisk moderne kunst samt samtidskunst. Christoffer Egelund er 2. Generations Gallerist, hvis profil er skandinavisk og international kunst, og hvor man kan møde alt fra skulptur og maleri til installationer og videokunst. Officinet er Danske Kunsthåndværkeres udstillingslokale, placeret i det gamle Frederiks Hospital i København med Kunstindustrimuseet som nærmeste nabo. Officinet viser skiftende udstillinger af kunsthåndværk og design.

Nammagorium på besøg hos Morten Avlskarl i Bredgade 28

Bredgade - Kgs. Nytorv enden

Les Gens Heureux i St. Strandstræde er hjem for kreativitet og sammenkomster grundlagt af Anneli Häkkinen og Sanne Frank. Les Gens Heureux huser en gruppe af kreative og den smukke gamle atelier også tjener som et galleri, der viser værker af udvalgte og super gode samtidskunstnere som Guy Yanai og Peter Shire. Martin Asbæk Gallery er et smukt udstillingsrum, hvor virkelig solid dansk og international kunst præsenteres, pomoveres og sælges. Morten Avlskarl ligger i Bredgade 28, og har specielt fokus på international kunst, og der er her at man kan være så heldig at se bl.a. Sergej Jensen værker i Danmark. I nummer 28 har Andersen Contemporary en Bredgade filial som benyttes som showroom. Kobbertrykker Niels Borch Jensen har åbnet butik på i nummer 22. BORCHs Butik viser udstillinger med kunstnere som Olafur Eliasson, Tal R, Kørner og Danh Vo. Nyeste galleri i København: Birch Copenhagen med fokus på samtidskunst, og tredie generation af Birch familien, med Caroline Birch som ejer, er flyttet fra Bredgade og ind i Bendixens gamle lokaler i Palægade 5.

Nammagorium på besøg hos Last Resort i Borgergade.

Borgergade/Gothersgade

Borgergade er et af de nyeste steder, hvor gallerierne er begyndt at skyde op i København. Etage Projects som åbnede i 2013 er en en platform, hvor kunstnere kan viser udstillinger af undersøgende karakter indenfor kunst, design, arkitektur og hvor der bliver lagt stor vægt på formidlingen overfor publikum. Galerie Pi viser 10 udstillinger årligt med dansk og international kunst, og har et superfint lille permanent rum med værker i lille format til gode priser. Last Resort Gallery er en sammesmeltning af Peter Amby Gallery og Henningsen Gallery i Ambys gallerirum i Borgergade. Last Resort viser kunst, som ikke er logisk eller behagesyg, men som kræver tid. Hos Last Resort kan man bl.a. opleve Michael Bevilacqua, Ulrik Weck og Mikkel Carl. Galleri Susanne Ottesen i Gothersgade overfor Kongens Have er blandt de mest imponerende gallerirum i København og åbnede tilbage i 1983. Her vises STOR dansk og international kunst. Heede&Moestrup driver et forlag for grafisk kunst midt på Borgergade, og hvis man er til at gå og rode blandt deres enorme lager af specielt Cobra kunst, skal man ringe og aftale tid. Galleri Python i slutningen af Borgergade er Leif Sylvester galleri, hvor han udstiller og sælger sin egen kunst.

 

Nammagorium på besøg hos Galleri SPECTA

Charlottenborg

Marie Kirkegaard Gallery ligger i Holbergsgade, og havde som udgangspunktet for galleriets opståen interessen for værker på papir, hvilket har styrket papirværket på den danske kunstscene. I dag byder galleriet på flere interessante unge profiler. I Peder Skrams Gade finder vi Galleri SPECTA, som ejes af mor og datter Else & Gitte Johannesen og som har eksisteret siden 1987– SPECTA repræsenterer kunst, der både er konceptuel, af høj kvalitet og også med meget humor. Hans Alf Gallery har udvidet sit udstillingsrum med det dobbelte kvadratmeterantal i Holbergsgade 8, og her finder man maskulin kunst som omfavner de store følelser i livet og ikke mindst døden. Med kunstnere som bl.a. Jørgen Haugen Sørensen, Christian Lemmerz og norske Fredrik Raddum er niveauet sat. Udstillingsstedet Q drives af de studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Udstillingsstedet Q er Kunstakademiets demonstrationslokale, hvor de studerende kan teste og præsentere deres arbejde. (Husk altid at ringe og lave en aftale i forvejen).

Nammagorium på besøg hos Galleri KANT i St. Kongensgade 3, Baghuset.

St. Kongensgade

St. Kongensgade vokser i antal af gallerier. I Kgs. Nytov enden ligger Galleri KANT, som med sine to smukke gallerirum hurtigt har fået placeret sig på kortet over byens bedste gallerier. Her udstilles superinteressant idebåren æstetisk kunst med stor fokus på det gode håndværk. Parret bag er sympatiske Anna & Kerry, som tidligere drev Galleri KANT på Fanø og i Esbjerg. Galleri Benoni viser dansk og international kunst og alt fra street art til minimalisme. Galleri Brethvad er et arbejdende åbent værksted samt galleri, der udstiller Pernille Brethvads egne skulpturer. InTheGallery i Dr. Tværgade er et galleri, som først og fremmest fokuserer på fotografi.

Nammagorium på besøg hos Galleri Weinberger

Indre By

Bianca d’Allessandro – tidligere under navnet Peinture et Sculpture, ligger på Frederiks Holms Kanal og byder på et konceptuelt program af nordisk malerisk kunst. I Rådhusstræde 10 har Guldsmeden Kim Buck et hemmeligt galleri. Han åbner kun The Most Secret Gallery, når han synes, at han har noget, der er så godt, at nu skal offentligheden se det. Eller når han har mødt nogle smykkekunstnere, som han holder særligt meget af, og som han synes fortjener en udstilling. I bærbart sælger Trine Trier både egne og nogle få udvalgte designeres smykker. Fokus er på eksklusivt, elegant og gennemarbejdet smykkedesign – med et twist eller to. Tidligere husede lokalerne det prestigefyldte Galleri Metal, hvor dansk smykkekunst for alvor blev båret frem i lyset. Dén tradition bærer jeg videre på adressen – og derfor er der også fortsat smykkeudstillinger i bærbart.Goldfingers i Klosterstræde 18 er et internationalt galleri og butik for moderne smykkekunst og designsmykker. Stedet er grundlagt af guldsmed Janne Krogh og Karl Ejnar Nybo, der har deres eget værksted nedenunder. Goldfingers har regelmæssigt solo- og gruppeudstillinger. Goldfingers repræsenterer nogle af tidens mest spændende smykkekunstnere fra Danmark og udlandet. Clausens Kunsthandel & Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel er flyttet fra Nyhavn til Studiestræde 14, 1.sal, har eksisteret siden 1953 og har blandt andet dannet ramme om ‘Det Hemmelige Akademi’, samt vist en uendelig række af gode udstillinger. SixtyEight flyttede i begyndelsen af marts 2017 til Gothersgade 167, er et non-profit udstillingssted, der fokuserer på at udstille yngre udenlandske kunstnere sammen med yngre danske kunstnere, for at skabe netværk og indlede en dialog mellem den moderne kunstscene i København og andre kunstscener i Europa og længere væk. Galleri Weinberger åbnede i 1987 i Baghuset, Valkendorfsgade 13, er flyttet og vi afventer nyhed om ny adresse. Udstillingerne har vekslet mellem national og international billedkunst og skulptur. Galleriets primære interesse er samtidskunst og her specielt det non-figurative og konkrete arbejde. Galleri Claus Christensen på Gammel Mønt 41 i restaurant Gammel Mønt er et galleri der viser samtidskunstnere, som f.eks. Freddy Fraek, Gun Gordillo, Peter Bonde, Christian Lemmerz, Jørgen Haugens Sørensen, Lars Nørgård, Mads Gamdrup m.fl. 

Nammagorium på besøg hos Andersen's under Pistolettos udstilling efteråret 2014.

Amager

På Amager ligger verdens måske bedste kobbertrykværksted, Niels Borch Jensen Gallery & Editions, som udover at være et fantastisk sted med vidunderlig atmosfære, trykker for for verdensstjerner, som Georg Baselitz, Tacita Dean, Thomas Demand, Olafur Eliasson, Elmgreen & Dragset, Douglas Gordon, Carsten Höller, Keith Haring, Per Kirkeby and Tal R og mange flere. TOVES, oprindeligt Toves Galleri, ligger nu i Siljangade, og fortsætter med deres eksperimenterende kunstudstillingspraksis. Antechamber fungerer i dag som en platform med udstillinger, atelierarbejde og kunstneriske eksperimenter, hamstring af materiale og litteratur, forlagsvirksomhed, samtale og konfabulation, og drives af de to kvindelige kunstnere Jeanette Sætre og Hilda Ekeroth. 

Vue fra Format i Nansensgade

Nansensgade

Nansensgade er udover at være en superhyggelig gade, også stedet hvor man finder Format, ejet af dejlige Anne Riber. Format er et kunstrum, dedikeret til værker i oplag, der eksperimenterer med medie og materiale – herunder original grafik, 3D- printet skulptur, video, animation, tegneserier mm, og som prismæssigt også er meget fornuftigt. I Nansensgade 62 (Midlertidigt lukket i 2016) finder man Tal Rs projektrum, hvor der er skiftende udstillinger, men aldrig Tal Rs egne værker. Schäfers Grafiske Værksted ligger i nr. 43, hvor man også kan se og købe grafiske værker af Lemmerz, David Schrigley, Jens Birkemose, Knud Odde, Kvium m.fl. Rundt om hjørnet ligger Hotel Kong Arthus, hvor man også finder ApArt (Midlertidig lukket i 2016). ApArt er en hotellejlighed / suite med indbygget udstillingssted med dansk samtidskunst. Lejligheden er indrettet med dansk samtidsdesign og udstiller løbende dansk kunst. ApArt fungerer desuden som møde- og hotelfacilitering for både private og erhvervskunder.  ApArt er kun åben efter aftale.

Nammagorium på besøg på Møstings Hus på Frederiksberg

Frederiksberg

På Frederiksberg ved andedammen bage Rådhuset ligger Møstings Hus, som årligt viser 6-8 udstillinger. Der præsenteres både kunstnere, der har været en del af kunstscenen i en årrække samt unge up-coming kunstnere. Udstillingerne dækker et bredt spekter af udtryksformer fra maleri, fotografi og video til skulptur og installation. Nyåbnet i marts 2016 er Galleri Oxholm med super sympatiske gallerist Kim Jørgensen, som er flyttet fra Nørrebro til Frederiksberg, hvor han nu ligger på Pile Allé 25. På Frederiksberg Allé 45 ligger Glas, ejet af Jason Svendsen som i de sidste 22 år har arbejdet som glaspuster. Her kan man få en unik mulighed for at se ham arbejde med glas i store og små størrelser. Han er uddannet hos Kosta Boda i Sverige i 1991, og har gennem tiden pustet glas i København, Ebeltoft, Vesterhavet og New Zealand. På Værnedamsvej ligger HannemannLund, som er et arbejdende værksted og udstillingsrum, der som oftest viser værker af Hannemann & Lund. KontorProjects er et Projektrum, som i variende grad viser udstillinger af yngre danske og internationale samtidskunstnere, meget ofte med fokus på fotografiet. Hold øje med deres hjemmeside for udstillinger. På hjørnet af Vodroffsvej og Prinsesse Maries Alle ligger Galleri Houcon - som drives af Jens og Christoffer Houmøller Klemmesen. Galleriets profil er samtidskunst i form af maleri, skulptur, grafik og foto.

Nammagorium på besøg i Museumsbygningen på Østerbro

Østerbro

På Østerbro finder du på Lille Trianglen gallerist Nina Sampson som har åbnet galleri marts 2015. På Kastelsvej ligger Museumsbygningen, som både har huset en privatsamling, været anneks for Statens Museum for Kunst, auktionshus, og fra 2013 anvendes dette smukke udstillingsrum igen til udstillinger. Meget snart flytter Oliver Gustav Studio ind i Museumsbygningen på Kastelsvej med showroom og butik. Ikke langt herfra, i Frihavnen, ligger Faurschou Foundation, en international perle - et 1500 m2 stort pakhus i Københavns Nordhavn, hvor drømmene om et udstillingssted med ubegrænsede muligheder kan udleves, og bliver udlevet. Tæt herpå ligger projektrummet BETON Art Space på Skudeholmsvej 25.